Vil du udvikle din personlighed og stå stærkere?

Dine resultater taler det mest overbevisende sprog, og det er din personlighed, der bringer din faglighed i spil på jobbet. Så spørgsmålet er, om du har et ønske om at arbejde med og udvikle din personlighed, så du står stærkere både på arbejdet og i livet som helhed.

Det kan være, at du gerne vil

  • lære dig selv bedre at kende, så du forstår, hvorfor du reagerer, som du gør, f.eks. i udfordrende situationer på jobbet
  • arbejde med at styrke og udvikle din personlighed
  • udvikle mere selvværd og selvtillid på jobbet
  • blive bedre til at mærke dine egne grænser
  • bruge eller udvikle flere af dine kompetencer, end du gør nu
  • være endnu mere bevidst om dine styrker
  • blive bedre til at forventningsafstemme krav og arbejdsbetingelser, før du begynder på fremtidige opgaver, så du ved præcist, hvad andre forventer af dig, og hvad du kan forvente af dem
  • være tydeligere i din kommunikation, når du samarbejder med kolleger og andre samarbejdspartnere, så det bliver klart for alle, hvad der skal ske undervejs, og eksempelvis hvilke konsekvenser, det kan få, hvis nogen afviger fra aftalen
I så fald kan et personligt kompetenceudviklingsforløb hos mig være en god mulighed.

Min tilgang til personlig kompetenceudvikling

Al udvikling begynder med, at du bliver mere bevidst om dig selv og reflekterer over dine handlinger på jobbet. Du kan det, som du har lært, og du gør det, som du har erfaring for, virker godt. Jeg hjælper dig med at forstå, hvorfor du agerer, som du gør. Når dine strategier ikke virker på jobbet, er min rolle at kigge efter mønstre for at spotte, hvor du har behov for personlig kompetenceudvikling.

Jeg fortæller dig, hvad du kan gøre i stedet for. Jeg har selv prøvet alle metoder og teknikker grundigt af både på egen krop og på andre gennem tiden. Så jeg ved, hvad der virker og hvordan det er at blive coachet og udviklet på sin personlighed. Det er nogle gange hårdt arbejde, og det er hele umagen værd. Og man behøver jo ikke arbejde med det hele på en gang. Personlig udvikling er en proces, der i princippet ikke stopper, da man hele tiden bliver mere og mere opmærksom på sig selv og samspillet med de andre.

Sådan foregår et forløb hos mig

Et kompetenceudviklingsforløb består typisk af 5, 8 eller 12 sessioner á 2 timer, alt efter hvad vi aftaler.

Før vi beslutter, hvor langt et forløb du har brug for, og om vi er det rette match, har vi 2 grundige samtaler. For jeg tager kun kunder ind, som jeg er sikker på, at jeg kan hjælpe, og jeg lover aldrig mere, end jeg kan holde, og jeg tager hele tiden bestik af, hvad du har behov for.

Hvis du overvejer at begynde i et forløb hos mig, kan du ringe til mig på 29 49 45 88 eller sende en mail og booke et gensidigt kemimøde. Mødet finder sted i mine lokaler på Ole Suhrs Gade 21 i København. Her vil jeg høre mere om din situation og lære dig bedre at kende. Før vi afslutter mødet, fortæller jeg dig, om jeg tror, jeg kan hjælpe dig, og du får mulighed for at sove på, om du stadig har lyst til at være i forløb hos mig
Hvis du beslutter, at jeg er det rette valg for dig, holder vi efterfølgende et afklarende møde sammen med din nærmeste leder. Mødet bruges til, at vi i fællesskab formulerer de overordnede mål og fokusområder, som forløbet skal handle om. Dette møde kan enten finde sted hos jer eller i mine lokaler
Jeg laver en skriftlig samarbejdsaftale, der indeholder: Tema og målsætninger, beskrivelse af opgaver/roller/ansvar for dig, din nærmeste leder og mig som erhvervscoach, pris, etik og fortrolighed. Vi underskriver alle tre aftalen, hvorefter du og jeg begynder på sessionerne
Ved første session får du en kinabog, som du løbende kan tage noter i, før, under og efter vores sessioner samt en skabelon til en individuel handlingsplan. Vi taler også om dine erfaringer med at gennemføre personlig kompetenceudvikling, så jeg kender dit udgangspunkt
Alle sessioner foregår hos mig, med mindre vi aftaler andet.
Når du er i forløb hos mig, har du mulighed for at kontakte mig mellem møderne i op til 10 minutter per gang. Har du brug for det, kan du enten maile eller ringe til mig, og jeg vender tilbage i løbet af 24 timer
Efter forløbet mødes du, din nærmeste leder og jeg igen til et afsluttende og evaluerende møde. Hvis forløbet er på 8 sessioner eller mere, indgår der også et statusmøde undervejs i forløbet

Alt efter hvad du vælger at arbejde med, kan du efter forløbet

  • være mere bevidst om dine personlige styrker og begrænsninger
  • have konkrete værktøjer til personlig kommunikation, du kan bruge i samarbejdet med andre, så det bliver tydeligere for alle, hvem der er ansvarlig for hvilke opgaver
  • have et klarere indblik i, hvad der sker, når du samarbejder med andre, så du bedre kan navigere og forberede dig og opnå et tilfredsstillende samarbejde
  • analysere, hvad der sker omkring dig, hvis du bliver udfordret, så du sikrer dig at du står solidt og kan håndtere arbejdsmæssige udfordringer professionelt
  • tilrettelægge din arbejdsdag bedre, alt efter hvilke opgaver og arbejdsbetingelser, der motiverer dig og giver dig mere arbejdsglæde
Har du flere spørgsmål, er du meget velkommen til at ringe 29 49 45 88 eller sende en mail.

Kundeudtalelse

Du er troværdig, har høj integritet og er dygtig med stor forståelse for forretning og medarbejder sammenhænge. Din empati og din personlige stil gør, at du i den grad indgyder til fortrolighed og får meget hurtigt skabt et godt arbejdsgrundlag. Du har en helt speciel evne til at skabe tryghed og tillid. Du har en unik evne til at bruge arbejdsmæssige ”udfald” til at adressere personlige udfordringer.

– HR Business Partner, som har hyret mig ind i flere forskellige virksomheder siden 2010

 

Du er engageret og har været en stor og aktiv hjælp til mine livsstilsændringer. Du har power, er ærlig og “giver aldrig op”.

– Økonomichef fra mindre virksomhed, der har brugt 10 sessioner til vigtige arbejds- og livsstilsændringer over 2 år